Fire månedersdag med Kina og en kollegatur just overstået!

Vi har nu været i Chengdu i fire måneder, og vi har nu længe haft det sådan, at begivenhederne sker hurtigere end hvad vi når at berette på computeren – så det er godt, vi snart kommer hjem og fortæller!

Vi har haft besøg af Candras mor og Peder, der boede i Chengdu i en uge. Det var utrolig dejligt at få lov at føle sig som turistguider og føle, at vi efterhånden kender byen ret godt!

Vi drak te i tehuset ved floden, så pandaer, templer, markeder, det tibetanske område og en masse kineserbørn. Det var rart at blive bekræftet i det vi gør hver dag, underholder og underviser i nævnte rækkefølge 25-30 børn. Det kræver meget energi, hvorfor vi bedre kan forstå, hvorfor vi sommetider kan blive trætte!

Derudover blev vi forkælede på flere niveauer og det er jo altid rart :-) 

Netop som de var taget afsted skulle vi afsted på kollegatur. Vi havde efter flere omgange med spørgsmål ikke fundet ud af andet, end at turen var gratis og hvor den gik hen: bambusskov. Fredag eftermiddag fik vi endelig afgangstidspunktet at vide: 7.20 lørdag morgen.

Afsted kom vi, og vi blev mødt med The Vickys råb: "Zætra!!”. Så er vi ligesom i gang tænkte vi. I bussen fik vi to snackposer hver og beredte os på den to timer lange bustur. Efter fem timer var vi fremme……. Det var der ingen der sagde noget til, og vi accepterede at vi kunne skyde en hvid pil efter nogen form for tidsplan resten af turen.

Sammen med bambuskoven voksede selfiestængerne mirakuløst ud af lommerne på vores kære kolleger. Vi havde frygtet at føle os som luft på turen, da vi indtil videre ikke har haft et særligt tæt forhold til andre kolleger end Yoyo. De taler ikke engelsk og vi taler ikke engelsk. Men hvor blev vi alle bedste venner når vi sådan skulle posere med dem. Intet giver bedre credit end en selfie foran en bambusskov med en udlænding på – det skulle da lige være to!

Derudover var vores boven og number one headmaster (!!! Dette blev kraftigt pointeret til os, da vi begge havde en tendens til at tale om de fire headmasters (himmelråbende forkert!)) med på turen, og hun var rigtig god til at råbe ”Zætra” – og placere mig og eftertøffende Niels ved frokostbordet og ellers fortælle hvornår bussen ville med igen. Generelt blev Niels ikke velsignet med så meget opmærksomhed på turen, hvilket også sås da han var ved at lege med en xylofon i en gavebutik, da et forkælet kineserbarn kom hen og tog den ud af hånden på Niels, som forarget forlod stedet efterfølgende. Det forkælede barns bedstemor ville tage selfies med Niels og Candra indtil Niels blev skubbet væk, så Candra og bedstemor kunne lave endnu bedre poseringer!! En bedstemor blev til ti og selfieshowet gik over gevind. Det var først da en af bedstemødrene valgte at synge en sang til os lige op af i hovedet af os, at en af vores kolleger trak os væk.

Vi skulle så også på ”teambuilding”, hvor vi i grupper skulle ud og sejle i bambusbåde. Vi kom i gruppe med the one headmaster og et møgbarn (forklaring følger). Vi var omkring 10 i båden og Miss Ai placerede sig forrest lige ved en stolpe, så hun stort set ikke kun ro for stolpen – men hun kunne stensikkert kommandere, hvorfor hun blandt os fik tilnavnet Kaptajnen!

Møgbarnet havde selvfølgelig fået en vandpistol med på båden som han fornøjede sig med når han ikke sad og skreg.. Hans optur kom da han skræmte tre små ænder væk, som Miss Ai ellers havde beordret os om at sejle hen imod, så hun kunne få et foto!

Derudover ville møgbarnet bare gerne skyde på sine lærere i de andre både, hvilket resulterede i flere dræberblikke. Men før alt det her skete, havde vi roet i omkring 5 minutter, befandt os cirka 50 meter fra bredden, hvor kineserne simpelthen gav op.. Vi sad i samme side, og vi skulle hele tiden ro og så stoppe efter Miss Ais befalinger. Vi endte adskillige gange i sivene og måtte konstatere at der ikke er meget søfolk i kineserne.

De havde dog forsøgt sig med noget teamwork i cirka fem sekunder ved at sige: ”yi, er, yi” (en, to, en), og forsøge at ro i takt, men det sluttede ligeså hurtigt som det startede. Det er jo lidt småhårdt at ro.. :-)

Hele situationen indeholdt meget af det vi har mødt i Kina: forkælede børn, halvdovne kinesere, og en umættelig kærlighed for selfies, men også den tilbagelænede tilgang til tingene, hvor det er lige meget, om man kommer frem eller tilbage i en båd.

Kollegaturen viste sig at være en mægtig oplevelse! Naturen var fantastisk og noget af det smukkeste vi endnu har set i Kina, og derudover fik vi igen en fuldstændig autentisk oplevelse af kineserne og deres skønne kultur!

Vi har nu kun tre uger tilbage i vores dejlige Chengdu og ved vores skønne unger i Aimier Beite. Vi skal bruge de næste par uger med vores to hold kineservenner og ellers få afsluttet fem fede måneder. Herefter står den på knapt fire ugers rundrejse i Kina inden vi den 19. august vender hjem! 

Kun i Kina ..

Vi tilbringer i Kina en stor del af vores tid rigtigt tæt op af kineserne og deres til tider forunderlige kultur. Vi har tre-fire gode kineservenner bestående af Davis, Elvin, Francis og Heli, som er deres engelske navne (den yngre generation af kinesere har altså et kinesisk såvel som et engelsk navn). Vi har set deres universitet og deres dorm, hvor de bor så meget som fire mennesker i køjesenge med skriveborde under. Det var solidt sammenklemt, men også hvad man kan forvente på et universitet med 10.000 studerende, der alle bor der. Chengdu har for øvrigt et sted mellem 10 og 20 universiteter (som mange andre informationer i Kina er det svært at få et specifikt tal).

Derudover drikker vi øl og spiller bordfodbold med en række engelsktalende kinesere og udlændinge hver tirsdag til Couchsurfing-meeting, hvor vi også får et par spøjse samtaler med de der kinesere.

Blandt andet har vi erfaret følgende:

• ·      Kinesere er uhyre glade for selfies. Vi var på v-lounge (en luksusclub på toppen af en skyskraber i centrum) med en kineser, som vi ikke fik vekslet mange ord med, fordi hun var for optaget af sit eget udseende i kameraet. Derudover har vi ekstraundervisningen hver eftermiddag, hvor Yoyo er med som ”hjælpelærer”. Vi tager hende ofte i, at koncentrere sig mere om sin selfie end undervisningen. En dag kom vi ind på English office, for at se Yoyo dukke frem bag gardinet med ordene : ”ohh, I was just taking pictures with the flowers outside”. Altså ikke AF blomsterne men MED..
  
• ·      Kina er et kontrolsamfund. De elsker kontrol. Lige fra vagter i børnehaven, securitytjek ved metroen og portneren ved vores lejlighed som jo lukker omkring kl 23. Herefter må vi vække den sovende dame ved at kalde ”chiffu” (betydende noget i retning af mester) samt give hende et par yuan i hånden.
  
• ·      Vi var også en tur i udendørs pool, hvilket først krævede et pasfoto og derefter et bevis på at vi kunne svømme: test på 100 meters svømning og herefter 30 sekunders træde vande. Dette er selvfølgelig ikke nok i Kina, for der sad så meget som seks livreddere og vogtede over den 10-baners pool, der kun var tilladt adgang med svømmebevis. Men de skulle selvfølgelig også vogte, at vi ikke var så frække at lave hovedspring eller at dykke for længe ad gangen..
  
• ·      Lidt i tråd med ovenstående kontrol er kinesere eksperter i at kede sig. Børnene i børnehaven kan sidde stille op til to timer, de tre sygeplejerske har en halv time rush hour om morgenen og ellers sidder de troligt/går rundt med hostesaft og kinesisk medicin (der er ikke det, de ikke kan kurere i Kina), samt de mænd der står i en bås/platform med parasol og glor en ganske dag foran diverse vigtige bygninger og hoteller.
  
• ·      Kineserne (i hvert fald dem i Chengdu) kan for os godt virke til at være dovne og uentusiastiske i forhold til deres eget liv og drømme - men deres børn går de meget op i! Vi har talt med to, hvis forældre havde valgt deres universitetsuddannelse for dem, og derudover haft en snak med en af de tre headmasters ”The Vicky” (som Yoyo kalder hende). Vicky er vildt glad for Europa og Australien trods hun aldrig har været der, og ønsker at hendes søn (3 år) en skønne dag emigrerer til et af de to steder.
  
• ·      Hun er for øvrigt uddannet indenfor international handel men har aldrig arbejdet andre steder end Aimier Beite. 

Hvad der får dig til at græde og grine i en hverdag i Kina

Puha, som tiden dog flyver, nu har vi været i Kina i tre måneder!

Nogle dage føles det som om, at tiden er gået uhyre stærkt, mens andre dage synes at være de længste.

De længste dage er de, hvor man føler sig lidt træt i hovedet over at skulle balancere gennem grønhakkere og hundelorte på vej til børnehave. Og hvor en kineser hverken skal sige buh eller bøh før de går én liidt på nerverne.

Men der er selvfølgelig bare altid de der kinesere, der forstår at få et smil på vores læber: 

Stamstedet, hvor vi troligt spiser hver weekend på trods af den dårlige health-smiley og hygiejne, hilser konsekvent på os hver gang vi går forbi (de der 4-5 gange dagligt). En dag i weekenden kom de endog løbende med en paraply, fordi vi havde vovet os ud i regnen ”kun” i regntøj.

På vej gennem det store trafikknudepunkt er der en form for bro, vi hver dag går under. Her holder ”daglejerne” til. De sidder/ligger på deres scootere hele dagen, med en malerpensel og en boremaskine fastknyttet til scooteren og venter på et kald. Den lange ventetid fordrives med kortspil i en cirkel af squatstillinger eller en lur liggende på scotteren. De hilser: glor venligt efter os.

En anden lystig humørspreder er den kære vagt, der dag ud og dag ind holder styr på aktiviteterne og holder kidnapningerne og vandaliseringerne på et minimum i Aimier Beite.

En tredje er den søde, lillleee-bitteee rengøringsdame, der simpelthen er ansat ligeså længe som børnehaven har åbent (7.30-18). Hun er den eneste af de fire (!!!) rengøringsdamer vi er blevet venner med. Vores venskab ligger i, at hun hver morgen midt i vores risvælling tørrer listen på døren ind til spiselokalet af. Der må simpelthen ikke være et støvkorn på nogen lister i Aimier Beite!

Ting der gør tiden i Kina lidt lang ind imellem er mange ting, men den klare 1. plads går til kinesernes kø-kultur! Man står først i kø, når man står helt oppe i nakken på den foranstående, ellers er det tilladt at overhale/mose sig ind.

Når man skal med bussen er en busbillet ingen garanti for at få et sæde ifølge kinesisk mentalitet. Så de møver sig ind gennem døren selvom vi kun er ti mennesker, og det er åbenlyst at der helt sikkert er plads til alle. 

Endnu værre er det at stå i kø til toilettet, hvor der heller ikke er døre, så de står i bogstaveligste forstand og ånder én i nakken mens man forsøger at forrette sin nødtørft.

Det hænder, at selv hvis der er en dør med lås, så lader de enten være med at låse døren, eller de lader simpelthen være med at lukke døren efter sig.

Men heldigvis har vi lært om os selv, at vi er yderst omstillingsparate, og vi kan tage det meste med et grin. Det gør, at vi har masser dejlige dage i det spændende Kina!

Lige nu ser vi frem til at lære at lave kinesisk mad af vores nye boven (så vi bor nu med to kinesere), og vi glæder os til Childrens day, hvor børnehaven skal vise sin stærkeste side frem! Mere følger… 

Små søde hverdagsglimt fra Aimier Beite

Vi har nu tilbragt mange timer med de søde børn i Aimier Beite, og det hænder, at de til tider får impulsive idéer som alle andre børn - heldigvis. Selvom vi har en vis sprogbarriere når det kommer til at kommunikere med de små, så oplever vi, at det bare handler om at pludre lidt med, når de nu så gerne vil fortælle os en historie. Hos Niels og Candra er der altid tid til en lille chat, et kram eller en strøg på kinden, hvad enten det er midt i vores undervisning eller et hurtigt møde på gangen. Her er et par eksempler på, hvorfor det netop er så sjovt at være sammen med de kinesiske pus. 

• Vi lærer dyrene: giraffe, dog, elephant. En af børnene har tilfældigvis en kæmpe giraf på sin t-shirt. Den peger hun på og Candra tager hende op til sig, hvor vi sammen viser hendes mave med giraffen på. Det sætter jo en hel bølge i gang, for pludselig søger alle de små pus efter dyr på deres tøj. Hver gang et af børnene finder sig et dyr på sit tøj, kommer det op til Candra og vi snakker lidt om dyret. Èn har et bjørnehoved på trøjen, én anden har en fisk på det ene knæ og en kat på det andet knæ, og en tredje har små elefanter i forskellige farver på strømperne. Dog sker det bedste, da en af drengene ved navn Dodo husker på sine underbukser. Han trækker bukserne ned til knæene og går med små skridt hen mod Candra for at vise den dinosaur der sidder på venstre side af underbuksen. Yoyo og Candra er flade af grin og Candra får hjulpet ham tilbage i bukserne igen efter en god snak om den grønne dinosaur.¨
• Denne leg leger vi også tit med farver og børnene nyder at finde farver på deres tøj. Det er alt fra en helt gul t-shirt til en lillebitte knap, en stribe, et bogstav eller en hårelastik - der er ikke det, de ikke spotter
•  I de små klasser starter vi altid ud med Row your boat, og så snart vi har været rundt og vinke eller kramme Hej så stikker de deres små arme frem og nogle kvækker endda ”arms out here”, som vi plejer at gøre det.
• Det hænder at børnene kopierer alt hvad vi gør, og nogle børn møder os med et ”goodmorning everyone”, blot fordi vi måske er lidt slemme til at sige ”everyone”. Så når vi kommer ind i klassen og siger ”goodmorning” siger de ”goodmorning everyone”.. Jah, jamen så kalder vi det det..
• Nogle af ungerne kører deres helt eget løb når det kommer til udtale: ”Gute morning” er der børn der konsekvent siger, mens andre hellere kalder ”monkey” for ”monsey”.
• Børnene er vilde med at lege ”London Bridge” ligesom den danske leg ”bro, bro, brille”. Men de elsker også opmærksomhed fra os.  Vi spørger dem ”Do you want to play London Bridge?”, hvorefter børnene bekynder at pludre lidt nyopfunde ord til melodien ”London Bridge is falling dooown”, hvilket vi tager som et ja. I stedet for at stille sig i en cirkel med hænderne på hinandens skuldre stiller de sig en cirkel rundt om os med armene oppe og tiggende blikke, der siger: ”Jeg vil lave broen med dig!”
• Når børnene har verdens mindste rifter, sår, myggestik med videre, så viser de dem til os med stor seriøsitet.
• Da jeg (Candra) var blevet bidt af 200 fluer/gnavpande lignende insekter var mine ben efter en uge godt fyldt med røde ar og sår. Nogle af børnene kom hen til mig med bekymrede blikke og pegede på mine ben mens de sagde ”Ying yu laoshi” (engelsklærer på engelsk). Jeg prøvede at forklare, at jeg altså godt vidste hvordan mine ben så ud, og at det hele nok skulle gå væk af sig selv.
• Flere kinesere jeg mødte mente, at jeg bestemt måtte til hospitalet pga. mine bens tilstand. En dag midt i min undervisning vinkede to af klassens lærere mig hen til sig. Den ene kunne engelsk og oversatte den ældre lærers ord. Den ældre lærer skrev diverse ting ned på en lap papir mens den anden lærer forklarede mig, at jeg skulle tage bus 116 til et hospital for at få fikset mine ben. Jeg takkede for deres hjælp, men forsøgte at forklare, at det altså blot var insektbid, og at jeg da for øvrigt lige stod og underviste deres klasse. 30 unger sad tålmodigt og ventede på at få legen igang.
• Vi har forsøgt at lære dem at sige vores navne, men de hænger ligesom ikke rigtig ved i de mindre klasser. I de større klasser kan de vores navne, som i børnehaven er forvandlet til noget lydende som  ”Niiiiels” og ”Zætra”..
• Vi starter og slutter hver lektion med en kramme/high five runde alt efter deres alder. De små elsker kram, de større er mere til en high-five eller ti, eller et pistolskud. Nogle klasser bliver alt for ivrige og løber allesammen og stiller sig rundt om os for en kæmpe gruppe krammer. Det går tit for vidt, fordi børnene simpelthen ikke får nok, og bare bliver stående selvom vi krammer og klapper. Efterhånden har vi fået dem lært, at vi kommer rundt til alle, så de bare skal blive siddende. Vi har derfor opnået nogle velfungerende kramme-runder. 

Vores dagligdag

Vi har nu rundet to måneder i det kinesiske, og vi har fået os lidt af en rytme i dagligdagen. Vi vil i det følgende beskrive en helt almindelig arbejdsdag i Aimier Beite Kindergarten:

Vækkeuret ringer kl. 7, men vores store sovehjerter får os for det meste til at sove indtil 7.20-7.25.. Men SÅ er det også op og ud af fjerene i en vældig fart.
Én morgentisser og børster tænder mens den anden fylder det kogte vand i drikkedunke og en anden fylder vandkedlerne til en ny omgang drikkevand mens der tisses og børstes tænder.

Alt efter morgentrafikken midt i rush-hour nede i det store trafikknudepunkt, hvor vi skal krydse et par veje, stormer vi ind i børnehaven efter et morgennik til vagten cirka 7.45.

Vi haster ind på English Office for at gribe vores tallerkner og gå ned i køkkenet for at få en portion af børnenes morgenmad. Primært bestående af: risvælling af forskellig art, hårdkogte æg (høns, vagtel eller soya), dampede boller med eller uden kødfyld, eller Candras favorit: kæmpe-pandekagen!!

Kl. 8.00 står vi ude i døren med Yoyo ved Candras side og en af de fire Headmaster ved Niels’ side. Udenfor den åbentstående dør står vagten og på fortovet står politimanden gerne med en stav eller et høtyvlignende fangegreb.. Børnemusikken spiller og børnene siger pænt godmorgen enten på engelsk, kinesisk eller begge (afhængig af de til tider stræbsomme (bedste)forældres krav).

Efter et godmorgen bipper børnene sig ind med et kort og stiller sig herefter i kø til det daglige sygetjek ved de i alt tre ansatte sygeplejersker der primært består af et tjek af halsen med en lommelygte - Så ingen hævede kirtler i Aimier Beite!!

Her står vi indtil 8.20, og kl. 8.30 begynder vores undervisning. Vi har hver vores fulde skema, med fem undervisningslektioner a’ 20 minutters varighed indtil 10.50. Det giver os 15 timers undervisning om ugen.

Hver mandag har vi flaghejsning, hvorfor vi kun har fire lektioner om formiddagen. Flaghejsning er en oplevelse! Børnene står naturligvis på rækker og på scenen kommer de udvalgte 4 børn med det kinesiske flag og 4 med børnehavens. De kommer pænt marcherende med høje knæløft og et, hvad vi finder, latterligt kostume der skal forestille en eller anden form for traditionel uniform. Der er ingen svinger i valsen, når det kommer til nationalisme: nationalsangen spilles, flaget blafrer helst og børnene står patriotisk med hånden på venstre bryst. Og showet er ikke slut endnu. Herefter kåres ”ugens stjerner”: to elever fra hver klasse kommer op scenen og får et bevis mens stolte (bedste)forældre tager billeder. At være en stjerne vil sige, at man er god til at spise, sove, lære engelsk, altså at gøre, hvad man bliver bedt om.

Endeligt afsluttes mandagsmødet med at en klasse kommer op og danser en dans, hvorefter fire af dem bliver stående sammen med to lærere og børnehavedansen afspilles, så alle sorthjelmene bevæger sig i takt nede i rækkerne.

Om fredagen har vi sammen med Yoyo æren af at indtage scenen. Vi synger 7 børnesange/danse med ungerne - til vores lettelse er sangene engelske, og vi er blevet gladere for det nu end i starten, da vi blev hevet med på scenen uden at kende hverken dans eller sange..

I lektionerne bruger vi flashcards. Dvs. et lamineret kort med et billede af en ting som vi så lærer børnene at sige. Foruden at lære dem engelsk sange, som vi både slutter og starter lektionen med, så lærer de altså tre engelskord i ugen. De små klasser rækker nu armene ud så snart vi sætter os ned, fordi de ved, at lektionen starter med ”Row your boat”. De større er mere til ”If you’re happy” eller ”Head, Shoulder”. 

Hvert klassetrin har deres egne kort, så vores forberedelse går ud på at udvælge disse til hver uge. Efter to måneder er vi kommet så godt ind i jobbet, at vi har 10-15 lege vi veksler imellem alt efter børnenes foranderlige humør og koncentrationsevne - så det er primært improvisation.

Kl. 10.50 har vi en halv times pause hvor vi læser, går rundt i børnehaven og leger eller udnytter det stabile WIFI.

Kl. 11.30 er der frokost. Primært bestående af to forskellige varme retter sammen med ris og suppe ad libitum. Hver mandag, onsdag og fredag får vi et dejligt stykke frugt enten pære, æble, banan, appelsin eller en fjerdedel ananas.

Herefter har vi lang pause indtil 14.30. Vi går ofte tur med hver vores podcast i ørene, drikker te i tehusene, spiller badminton i parken, løber en tur eller slapper af med bøger, podcasts, nyheder, en lur osv.

Børnene sover fra 12-14.30, hvor de vækkes med Vivaldis forår mens vi møder ind på English office. Kl 15 starter ekstraundervisningen med de større børn indtil 15.30. Disse børns forældre har valgt at deres børn skal have 2,5 times ekstra engelsk i ugen. Her er niveauet lidt højere og mulighederne for sjov og leg større fordi der er færre børn og mere plads - vi sidder enten i en rund hal-lignende bygning eller udenfor.

Kl. 15.10 starter lektionen for de almindelige klasser indtil 15.30.

15.40 går vi begge til vores sidste lektion. Enten en almindelig klasse eller ekstra undervisning til de yngre.

Kl. 16 har vi fri og et kvarters pause indtil vi går ned i køkkenet og beder om en portion af børnenes aftensmad. De fisker en lille skefuld op af hver gryde, så ingen af børnene bemærker at vi spiser deres mad. Det kan vi da godt nogen gange synes er lidt træls, for de skal jo give os mad, men vi får lidt en følelse af at være til besvær. Nogen gange føler vi os lidt som Oliver Twist, der beder om mere. Aftensmaden består for det meste af risvælling (på en god dag med kød ved siden af), nudler med kødsovs, ris med kødsovs eller dumplings.

Herefter går vi ned bag køkkenet smider resterne i den store klamme tønde og vasker op. Vi stiller tallerknerne i skabet og siger farvel til Yoyo og Mister Shan. Vagten låser døren op for os og vi siger pænt farvel.

Aftenerne bruger vi på lidt af hvert. Vi har været til skrivekursus, foredrag og senest Couchsurfing meetup. Chengdu er en by i udvikling og bliver mere og mere international, og der er mange internationale fællesskaber, som vi så småt finder vej til. 

 Ellers slapper vi lidt mere af, med gåtur, løbetur, podcasts, nyheder osv.

Vi kan godt lide at sove. Vi går i seng kl. 21-21.30. Og således foregår en helt almindelig dag i Kina. 

    

 

Første måned i Kina (forsinket)

Vi er nået en milepæl på 1 måned.

Det gør, at vi nu kan sige, at vi er bekendte med børnehaven, området, (en brøkdel af) busserne, maden (når det ikke byder på grisefødder), og det anti-engelsktalende kinesiske folk.

Vi har erfaret følgende mærkværdigheder:

• ·         Kineserne snyder os hvidhoveder i hoved og røv. Et fancy buskort med barbie sælger de os lige til de 15 Yuan ekstra end det normale buskort - udelukkende pga. barbietrykket. Intet sprog ingen retfærdighed.
• 
  
• ·         Der er absolut ingen grænse for, hvad de kan have på cykler og scootere; lige fra adskillige (sovende) børn uden hjelm (!!!!) til diverse varer: fjernsyn, pc-skærme, bildøre.. Cyklerne består af et læs bagpå, hvorpå de har adskillige sække på.
• ·         Kineserne, såvel som danskerne, holder ikke helligdagene i hævd. Hvorfor udflugter på kinesernes helligdage er en dårlig idé, hvilket vi erfarede da vi en mandag tog på udflugt sammen med halvdelen af Chengdus befolkning. Deres helligdag var ellers til for at de kunne pudse deres forfædres gravsteder og lægge frugt.
• 
  
• ·          Chengdu er en pulserende millionby med et tropisk twist, som gør stedet ret charmerende (bortset fra den til tider lidt for pulserende trafik). Kina er egentligt meget vestlig ift. deres tøj, butikker og trafikken, hvor der for det meste er lysregulering - når det altså virker og ikke lige er gået ud.
• 
  
• ·         Vi vender os til at lejligheden til tider har visse upålidelige brist.  Det hænder, at wifi for det meste går, og derudover at elektricitet og vand til tider går. (Det er ikke så rart at finde ud af, når man lige har været på toilet-toilet).. Indtil videre er strømmen gået to gange, vandet 1 gang, vi har haft mus 1 gang, wifi kommer og går beyond count og pt er der et problem med en mulig gaslækage - heldigvis i køkkenet.

MEN vi begynder at føle os hjemme. Lejligheden-børnehaven er blevet vores vante base, hvorfra vi oftere og oftere vover os ud fra.
Vi har set verdens sødeste og mest søvnige bjørn (pandaen), sammen med vores to nye kineservenner Davis og Elvin og weekendbarnet Anne-Sofie.

Vi har hængt ud med Sven Burmester, som viste os til to spændende templer (et buddhistisk og et taoistisk) og et hyggeligt te-hus.

 Weekenderne har bestemt ikke været kedelige siden vi ankom og vi har mødt så mange mennesker. Hvad vi oplevede med Davis og Elvin var, at kineserne er et enormt åbent folk. De møder os med smilende imødekommenhed, men barrieren er sproget! Elvin og Davis studerer ”English Translation”, hvorfor vi gennem disse to oplever den kinesiske kultur med engelsk fællessprog.

Vi har fundet et stamsted, hvor vi spiser en del af vores måltider i weekenderne. Det ligger på vores gadehjørne så derfor går vi forbi flere gange dagligt, hvor vi altid bliver hilst på med smil og de herlige vink.

En anden af vores kinesiske venner er Pailey, som introducerede os for HotPot og derudover inviterede os hjem til film, vin, snack - aften. Han bor det cooleste sted med kode og vagter ved både indgang og opgang. Vi mødte mange af hans venner og fik ellers smagt en masse kinesisk mad og vin. Her mødte vi igen den kinesiske åben- og nysgerrighed.

Som sagt møder vi en masse mennesker, hvilket gør det så spændende at rejse!
Vi har det godt og vil slutte for i dag, for børnehaven kalder i morgen! 

Et visuelt view ind i Kina

1 stk. forfrossen dansker under dynen i en iskold lejlighed.

1 stk mere. Huen og "flybrillerne" hjalp lidt, så vi undgik de værste øresmerter 

Kina er det land med flest "Fitness Worlds" i verden. De popper op i hver en park, hvor der er rig mulighed for at træne core, cardio mm. - i al slags tøj. Og fodtøj. Damen her havde tralvt med at "rulle pizzadej" i et par solide hæle.... 

Candra er klar til at give den hele armen som rengøringsspecialist i vores lejlighed!

Vi brugte en hel fredag eftermiddag + aften på at gøre lejligheden tålelig...

Vores mindre flatterende toilet. Billedet er taget efter rengøring, der bl.a. indebar skoldning af gulvet 4-5 gange. Vi var meget pressede over synet i starten, men har nu vænnet os lidt til det. Set fra den lyse side: Vi får trænet balder, læg og lår. 

Så er der "runddans"!
De ældre kinesiske damer ynder at joine hinanden i parken til en episk dance-off.
 Kort sagt: De starter med at være 2, der går rundt i en cirkel og laver "gymnastik" til musikken. Når de er færdige, er de 10-20 stykker. Dansen på dette billede var dog med deltagelse af op mod 50-60 personer.. 

En weekend ved Tianfu square. Vi har ofte været ude for at blive fotograferet af kineserne som et eksotisk indslag. Men denne skønne dame måtte VI bare have et billede med. Hun sang en lille sang for os, der lød nogenlunde således: "I love you. I love my family" Hun fulgte herefter syngende efter os i et godt stykke tid..
I baggrunden, øverst t.h. ses "formanden", der som en manden Messias lyser velsignelsen over folket på pladsen og den tilstødende "Peoples Road  

På tur med Chengdu Panda Hash (En af de mange Hash House Harriers - klubber i verden)
Sloganet lyder: "A drinking club with a running problem". Humoren var fantastisk uhøjtidelig, og vi fik mange grin! På billedet blev 5 løbere straffet for at løbe forkert. Straffen var lige så mild, som den var sjov: De skulle drikke et krus øl med armen i et afløbsrør!
I baggrunden (med den grønne vest) ses vores vej ind i gruppen: Wasebe, som vi mødte i tennisklubben.  

Candra og Niels foran "The Giant Buddha" i Lê Shan.
Den er hugget ind mellem klipperne og skuer udover sammenløbet at to større floder.  

Niels, Laurits, Anne-Sofie og Gustav (Candra bag kameraet) i sengen på hostellet i Banguo, tæt på bjerget Emei Shan. Drengene havde i Nepal lært et meget underholdende kortspil, kaldet Dumbla, at kende. Dette har vi siden hygget os meget med. 

Søndag aften på stamstedet. På billedet ses en omgang "Gong Bao Jiding" - Gris a' la Gong Bao.

Hertil en omgang  Mián - nudelsuppe. Lækkert!