Et visuelt view ind i Kina

1 stk. forfrossen dansker under dynen i en iskold lejlighed.

1 stk mere. Huen og "flybrillerne" hjalp lidt, så vi undgik de værste øresmerter 

Kina er det land med flest "Fitness Worlds" i verden. De popper op i hver en park, hvor der er rig mulighed for at træne core, cardio mm. - i al slags tøj. Og fodtøj. Damen her havde tralvt med at "rulle pizzadej" i et par solide hæle.... 

Candra er klar til at give den hele armen som rengøringsspecialist i vores lejlighed!

Vi brugte en hel fredag eftermiddag + aften på at gøre lejligheden tålelig...

Vores mindre flatterende toilet. Billedet er taget efter rengøring, der bl.a. indebar skoldning af gulvet 4-5 gange. Vi var meget pressede over synet i starten, men har nu vænnet os lidt til det. Set fra den lyse side: Vi får trænet balder, læg og lår. 

Så er der "runddans"!
De ældre kinesiske damer ynder at joine hinanden i parken til en episk dance-off.
 Kort sagt: De starter med at være 2, der går rundt i en cirkel og laver "gymnastik" til musikken. Når de er færdige, er de 10-20 stykker. Dansen på dette billede var dog med deltagelse af op mod 50-60 personer.. 

En weekend ved Tianfu square. Vi har ofte været ude for at blive fotograferet af kineserne som et eksotisk indslag. Men denne skønne dame måtte VI bare have et billede med. Hun sang en lille sang for os, der lød nogenlunde således: "I love you. I love my family" Hun fulgte herefter syngende efter os i et godt stykke tid..
I baggrunden, øverst t.h. ses "formanden", der som en manden Messias lyser velsignelsen over folket på pladsen og den tilstødende "Peoples Road  

På tur med Chengdu Panda Hash (En af de mange Hash House Harriers - klubber i verden)
Sloganet lyder: "A drinking club with a running problem". Humoren var fantastisk uhøjtidelig, og vi fik mange grin! På billedet blev 5 løbere straffet for at løbe forkert. Straffen var lige så mild, som den var sjov: De skulle drikke et krus øl med armen i et afløbsrør!
I baggrunden (med den grønne vest) ses vores vej ind i gruppen: Wasebe, som vi mødte i tennisklubben.  

Candra og Niels foran "The Giant Buddha" i Lê Shan.
Den er hugget ind mellem klipperne og skuer udover sammenløbet at to større floder.  

Niels, Laurits, Anne-Sofie og Gustav (Candra bag kameraet) i sengen på hostellet i Banguo, tæt på bjerget Emei Shan. Drengene havde i Nepal lært et meget underholdende kortspil, kaldet Dumbla, at kende. Dette har vi siden hygget os meget med. 

Søndag aften på stamstedet. På billedet ses en omgang "Gong Bao Jiding" - Gris a' la Gong Bao.

Hertil en omgang  Mián - nudelsuppe. Lækkert!

Tre nye bofæller + et weekendbarn

Det skete, at to berejste danskere torsdag aften bankede på vores dør. Niels' efterskoleven Laurits og hans ven Gustav hoppede fra flyet fra Nepal til Kina for at se dette skøre land. Niels havde sendt dem et billede af adressen dog uden nummer på lejligheden. De fandt os på magisk vis ved at spørge i gården efter "school", da de troede det var børnehaven de skulle hen til. Heldigvis vidste "portneren", hvor de to udlændinge boede - af en eller anden spooky grund... 

Vi tog på en weekendtur til Leshan - her skulle vi se en kæmpe-Buddha  - verdens største på 71 meter. Vi erfarede følgende: 

• Man skal ikke tage bagindgangen ind til en seværdighed, det bliver billetten 50 % dyrere af. 
• Vi skal ikke færdes uden vores weekendbarn Anne-Sofie, som taler et fremragende kinesisk. - Og så selvfølgelig fordi hun bidrager med godt humør osv. 
• Kinerserne er røv-bange for regn. Det fik vi bekræftet på weekendturen, efter vi har set det samme i børnehaven. De dækker simpelthen deres flade, sorte manke med diverse: paraplyer, forlystelsesfoldere, aviser, indkøbsposer (et barn havde posen stukket helt ned til kraven på blusen (med andre ord: den kinesiske burka)) og sågar små hundelorteposer. De var yderst fascinerede over vores regntøj! De gik dog for vidt, da de bad Candra tage sin hætte på frakken over sit hår - det skal de sgu ikke bestemme! 
• De er vilde med selfie-stænger og især, hvis de kan hive en vesterlænding med på billedet. 
• Børnene glor og peger fuldstændig uhæmmet på os og skriger (på kinesisk): Udlænding!!

Vi havde om aftenen lejrbålsstemning på hostellet, hvor vi ikke kunne modstå tilbuddet om at blive menneskesmuglet op på bjerget Emei Shan til en billigere pris. Efter en forsikring på, at 99% ikke blev tjekket for billet på bjerget tænkte vi lets go with the flow. 

Nogle gange skal man bare svømme imod strømmen, for 500 meter oppe af bjerget blev vi taget med bukserne nede. Med en translate app der venligt med bestemt udbrød: "show me your ticket", gik den ikke længere, så vi smuttede ned, undtagen Gustav og Laurits der jo ikke havde et job, der kaldte mandag morgen. 

Vi er så småt kommet ind i en god rutine, hvad angår børnene. OG vi har fundet stamstedet nede på gaden, hvor der serveres lækker mad trods den dårligste Health Smiley (vi har endnu ikke set en grøn og glad én af slagsen). 

Ps. Vi har LÆKKER varme efter to ugers frostklare åndedrag - dvs. vi har varmeanlæg, sommeren er endnu kun på vej. MEN, lykken er lunefuld, for Pucci har efterladt sig adskillige beviser på sin eksistens siden vores ankomst: Vi håber, Pucci er en mus, ikke en rotte. 

PPS. Vores eneste film er Minions, hvorfor Pucci er opkaldt efter den mindste minion Bobs kælerotte. 

Long time, no see - Kina tager al vores opmærksomhed (og wifi, varme, elektricitet etc. etc. )

To uger er nu gået siden sidste blogindlæg, og meget vand er løbet under broen her i Chengdu, Sichuan, Kina.  Candra og jeg har været tralvt beskæftiget med arbejde og "friend-making", hvilket har resulteret i meget lidt lyd fra os. Det hører dog med til historien, at Wi-Fi -guderne ikke har tilgodeset os i dette tidsrum. Derfor følger nu en længere opdatering af de sidste 2 ugers oplevelser:

Som skrevet tidligere skulle vi mandag d. 29/2 starte i vores nye virke som English teachers i Aimier Beite Kindergarten. Vi havde derfor forberedt os en del dagen inden og så med spænding frem til første rigtige møde med børnene.  Desværre endte dagen med at blive et antiklimaks uden lige:
Vor kære "English teacher" kollega, Yoyo meddelte os "today, there is no children".. Lidt ærgerligt, når vi nu var mødt så spændte op. Hvad vi til gengæld fik, var følgende:

- En "demo-class" for Yoyo
- Ventetid på det iskolde English office fra 8-16.40. Kineserne SKAL åbenbart blive på jobbet, selvom der tilsyneladende intet er at tage sig til. F.eks. har Yoyo kun undervisning om formiddagen, men af en eller anden uvis grund sidder hun på sin stol hele eftermiddagen til 17.40. Hun bruger tiden på læsning og Mandala-tegninger.


Resten af ugen forløb med undervisning af de skønne, kærlighedshungrende kineserbørn.
Vi skal vænne os til, at vi hver morgen skal sige godmorgen til børn, forældre og bedsteforældre ved skolens indgang. Første skoledag var i selskab med 20 andre lærere, der stod i en lang række efter Candra og jeg. Alle blev budt velkommen med et rungende "sa shang hao"  ( sådan lyder det)

Hver fredag er der dance-off med engelsklærerne på scenen. Børnene står på snorlige rækker (indskolingen i Danmark blegner ved siden af den kinesiske disciplin). Yoyo hev os med op på scenen, hvor vi sang og dansede 5 fuldstændig ukendte børnesange; gudskelov på engelsk.

I vores fritid har vi fremskaffet os et par badminton ketsjere, så vi sammen med resten af den kinsesiske befolkning kan hænge ud i parken. På vores tur mod parken kom vi ud på en længere omvej, der ledte os hen til en tennisklub, hvor vi tilfældigvis mødte den engelsktalende kineser, Wasebe. Han inviterede os med på en hiking tur i skovene udenfor chengdu sammen med "Chengdu Panda Hash" , en afdeling af den verdensomspændende jogging-klub "Hash House Harriers".
 Vi meldte os straks til og fortrød ikke: På turen mødte vi en afslappet og uhøjtidelig stemning ( Sloganet lyder: A drinking club with a running problem") samt en masse spændende mennesker fra store dele af verden. En af disse er den danske forfatter, 75 årige Sven Burmester (der blandt andet skriver klummer i Kristeligt Dagblad"). Sven fortalte en masse om sit spændende virke, og vi ser frem til tempelvandring i Chengdu med ham i slutningen af marts!

Dagen inden (lørdag 5/3) havde vi brugt i centrum af Chengdu sammen med Anne-Sofie og en gut ved navn Paley.  Niels' søster Clara havde mødt Paley gennem couch-surfing, da hun rejste rundt i Kina, og han tilbød at vise os rundt i det pulserende "mitte".

Vi var derfor meget glade, da weekenden lakkede mod enden søndag aften: Vi havde fået en masse oplevelser og var blevet klogere på byen og dens opbygning, men vigtigst af alt, vi havde fået nye bekendtskaber, der måske ligefrem kan blive til venner.

 Mere følger snarligt..