Hvad der får dig til at græde og grine i en hverdag i Kina

Puha, som tiden dog flyver, nu har vi været i Kina i tre måneder!

Nogle dage føles det som om, at tiden er gået uhyre stærkt, mens andre dage synes at være de længste.

De længste dage er de, hvor man føler sig lidt træt i hovedet over at skulle balancere gennem grønhakkere og hundelorte på vej til børnehave. Og hvor en kineser hverken skal sige buh eller bøh før de går én liidt på nerverne.

Men der er selvfølgelig bare altid de der kinesere, der forstår at få et smil på vores læber: 

Stamstedet, hvor vi troligt spiser hver weekend på trods af den dårlige health-smiley og hygiejne, hilser konsekvent på os hver gang vi går forbi (de der 4-5 gange dagligt). En dag i weekenden kom de endog løbende med en paraply, fordi vi havde vovet os ud i regnen ”kun” i regntøj.

På vej gennem det store trafikknudepunkt er der en form for bro, vi hver dag går under. Her holder ”daglejerne” til. De sidder/ligger på deres scootere hele dagen, med en malerpensel og en boremaskine fastknyttet til scooteren og venter på et kald. Den lange ventetid fordrives med kortspil i en cirkel af squatstillinger eller en lur liggende på scotteren. De hilser: glor venligt efter os.

En anden lystig humørspreder er den kære vagt, der dag ud og dag ind holder styr på aktiviteterne og holder kidnapningerne og vandaliseringerne på et minimum i Aimier Beite.

En tredje er den søde, lillleee-bitteee rengøringsdame, der simpelthen er ansat ligeså længe som børnehaven har åbent (7.30-18). Hun er den eneste af de fire (!!!) rengøringsdamer vi er blevet venner med. Vores venskab ligger i, at hun hver morgen midt i vores risvælling tørrer listen på døren ind til spiselokalet af. Der må simpelthen ikke være et støvkorn på nogen lister i Aimier Beite!

Ting der gør tiden i Kina lidt lang ind imellem er mange ting, men den klare 1. plads går til kinesernes kø-kultur! Man står først i kø, når man står helt oppe i nakken på den foranstående, ellers er det tilladt at overhale/mose sig ind.

Når man skal med bussen er en busbillet ingen garanti for at få et sæde ifølge kinesisk mentalitet. Så de møver sig ind gennem døren selvom vi kun er ti mennesker, og det er åbenlyst at der helt sikkert er plads til alle. 

Endnu værre er det at stå i kø til toilettet, hvor der heller ikke er døre, så de står i bogstaveligste forstand og ånder én i nakken mens man forsøger at forrette sin nødtørft.

Det hænder, at selv hvis der er en dør med lås, så lader de enten være med at låse døren, eller de lader simpelthen være med at lukke døren efter sig.

Men heldigvis har vi lært om os selv, at vi er yderst omstillingsparate, og vi kan tage det meste med et grin. Det gør, at vi har masser dejlige dage i det spændende Kina!

Lige nu ser vi frem til at lære at lave kinesisk mad af vores nye boven (så vi bor nu med to kinesere), og vi glæder os til Childrens day, hvor børnehaven skal vise sin stærkeste side frem! Mere følger…