Kina viser no mercy når det kommer til lejlighed efter vestlig standard. 

Så den kære Jørgen fra Chinalink havde svoret og sværget, at vores badeværelse ville indeholde et vestligt træk-og-skyl toilet. Til trods for Anne-Sofies grinende kommentar om, at hun i hvert fald ikke var blevet beriget med denne luksus, var vi altså stadig (næsten) sikre på, at Jørgens ord ville holde skik. Men ak og ve, dette syn mødte vi da vi torsdag eftermiddag så vores lejlighed. (billede kommer, når wifi virker bedre)

Inden da havde vi mødt Yoyo ("like a yoyo-ball"), hun hentede os på hotellet og kørte os til børnehaven. Her mødte vi også Jerry, dog uden Tom. Disse er vores kollegaer, dog taler Yoyo engelsk, da hun jo har en Major i English Children Education. De hang ud på "the English office" et par timer og sagde direkte til os: "I'm just sitting here, because my boss tells me to". Det blev Niels og jeg hurtigt trætte af, og vi udnyttede tiden til at se stedet an. Vi har nu erfaret, at vi får maden udleveret gennem et lille vindue, og vi dertil skal medbringe egne skåle og spisepinde - dermed ingen kantine, som er lidt en skuffelse. 

Vi blev lettere frustrerede da vi mødte vores bo-ven, Miss Ai, som kender tre engelske gloser og som vi skal dele nøgle til lejligheden med - indtil videre. Miss Ai er vores kollega, og hun bor kun i lejligheden i ugedagene, da hun har en familie et andet sted i Chengdu. 

 Udover nøglen og toilettet virkede varmeanlægget heller ikke, derfor har vi de sidste par nætter sovet i, hvad vi føler som, 8 grader. Sengens blødhedsniveau har resulteret i blå og gule mærker og en ny morgenstrækningstradition: vi sover (nærmest) på et bræt.

Ydermere, var stedet mildt sagt k-l-a-m-t. Der lå årgammelt støvlag, der var sortere end den mørkeste sjæl på jorden og mere ucharmerende end kinesisk spyttekultur. 

Men som de to handlekraftige individer vi er, fik vi fredag eftermiddag indkøbt gulvmoppe, sæbe og klude. Dette skete efter et grundigt tjek på Sichuan Chengdu International Travel Health Care Center, hvor vi gudskelov havde vores tolk, i form af Yoyo, med. 

Det skal siges, at det først er i dag, søndag, efter kontakt til Jørgen og Leo - som vil hjælpe med varme og nøgle - at vi kan se muntert på situationen. Vi var glade for at vi havde hinanden, og følte os begge meget pressede over vores boligsituation, som vi i fem måneder skal kalde vores hjem. 

Weekenden blev herudover brugt på at inspicere området yderligere. Vi har været på jagt efter brød fra en varmluftsovn (frem for dampet) samt havregryn. Begge fandt vi på lykkeligvis og oven i købet et supermarked med vestlige sager (Carre Four). Brødet er dog s-ø-d-t. Derudover investerede i en tandpastaholder, for at fuldende vores "føl-dig-hjemme-projekt.". 

Yderligere observationer: 

• Udover i lejligheden, er der andre steder hygiejnen vakler lidt. Råt kød i 15 grader i skyggen lige over den friske frugt er helt ok. Grønthandleren er åbenbart også autodidakt slagter..
• Vinkekulturen er for sindsyg. De kan ikke tale engelsk men de kan altid vinke og sige "helllooooo". 
• Man slår bare sit barn med en lilleee-bitte pind/kvist, hvis det er så frækt at gøre bukserne beskidte eller begynde at græde. Dette oplevede vi i de såkaldte "Emergency-center" - en dårlig oversættelse af en park/rekreationsområde. 
• I disse parker, ser man gerne et par maskiner til at holde kroppen fit. Dette klares i al slags påklædning.

I morgen har vi første arbejdsdag. Vi brugte eftermiddagen på at forberede os på den kommende uge. Kineserbørn er for søde, og vi glæder os rigtig meget!

Hej til Kina

Kina har no mercy når det kommer til nyankomne blegansigter med jetlag

Vores forventninger til vores heltemodtagelse i lufthavnen i Chengdu, Sichuan, Kina (havde vi forresten lang tid til at tænke over, da vi ventede i flyet i 40 min. efter landing): 

Leo (vores kinesiske kontaktperson) kommer og henter os. Så skal vi se lejligheden og måske gå en lille tur i byen og endeligt skal vi have en solid velkomstmiddag. I aften vil vi ligge i sengen i lejligheden og smile: da vil vi have pakket ud og være glade for at være landet.  

Vores ubarmhjertige virkelighed: 

Leo kom ikke lige og hentede os. Det gjorde to kinesere. Den ene kineser satte straks i løb - han skulle hente Lina, der var landet fra USA. 

Vi blev fragtet til Sichuan Normal University, hvor Anne-Sofie (vores eneste danske ven) ventede. Vi fik taget et pasfoto i et kælderrum og kom på politistationen med nogle papirer omhandlende opholdstilladelse. Vi skulle forresten lige pludselig bo på et hotel indtil torsdag. 

Vores velkomstmiddag:

Blev delt mellem otte kinesere, Lina og Anne-Sofie og os. Det foregik i et "private room", hvor maden blev serveret på en roterende glasplade - og så rækker man ellers bare til. På vejen havde vi lige spottet to levende kaniner i et bur i køkkenet, så vi var super spændte! Midddagen startede med boghvedete og en skoldhed klud til at varme hænderne, så jakkerne blev så småt smit. Leo roste os for vores udadvendthed (vores højlydte grin - så vi hyggede os). Maden bestod af en masse småretter og til (især) Candras lettelse ingen kanin. 

Jo flere øl, jo flere ting (og jo flere gange) blev der skålet. 

Efter maden spillede vi et spil kaldet, 007, Mona Lisa, Johnny Depp (et reaktionsspil) som vakte stor grin og begejstring. De danske drukspil har fået en konkurrent. 

Vores første to dage på hotellet i Campus i Chengdu bød blandt andet på disse oplevelser: 

• Kinesere er grinende og smilende - også selvom ingen forstår et brik af, hvad hinanden siger
• Engelskniveauet er meget lavt (en universitetsstuderende med en major i engelsk har et sprogligt niveau svarende til en gennemsnitlig dansk 9.klasses elev)
• Vi oplever tit, at vores spørgsmål besvares med et nyt spørgsmål fra deres side - ofte om noget fuldstændig andet 
• Det er fuldstændig normalt at gå med jakke indenfor, hvilket er forståeligt, for der er hundekoldt både inde og ude - til trods for udetemperaturen står døre og vinduer pivåbne. 
• Det er helt normalt at blive dyttet af når man står og snakker, fordi en scooter, hvorpå en kineser med smogmaske og kæmpe grydelapper som handsker, lige skal igennem hotelreceptionen - altså inde fra værelserne af. 
• Man kan sagtens udnytte hulrummet under en trappe til en lille print/fotobod. 
• Udseende frem for sikkerhed: Hellere polstre bilen i smukt plys frem for at kunne bruge selen
• Shiiit de har KÆMPE biler!
• Shit de smasker.. 
• Kineserne har aldrig travlt når de er på gåben - vi har endnu ikke set en eneste kineser trampe hastigt afsted på gaden, men når det kommer til spisning, så har de bare ikke to sekunder mere: det bedste/værste er, når de sætter underlæben på skålen og ellers bare skovler ind (med dertilhørende veludførte smaskelyde).
• Det er enormt effektiv at rengøre badeværelser ved at spule det med vand fra gulv til loft. 
• Kvinder drikker ikke så gerne - det er uværdigt at vise sig fuld som kvinde, og generelt bliver "nej tak" til alkohol bedre accepteret blandt kineserne end i DK. 
• Vores briefing-kultur ligger langt fra kineserne: de bryder sig ikke om at planlægge længe ud i fremtiden - og det der med information til to nyankomne er underordnet, det kommer hen af vejen.. 

Om onsdagen fik vi et lille lynkursus i børneaktiviter samt i mandarin. Det var udfordrende. Læringsmetoden var ikke den mest pædagogiske, og der blev gentaget en del: "you just learned it!" - en kritik af, at vi ikke kunne huske de kinesiske gloser, når diaset pludselig blev lukket ned foran os. Men hellere lidt end ingenting. 
På hotellet var der i øvrigt en flok britere, som gik og ventede på, at de skulle ud til deres børnehaver/skoler ligesom os. 

Under opholdet på hotellet spiste vi i universitetskantinen. Selv et stykke sauteret broccoli smager helt anderledes på den anden side af jorden. Derudover havde Candra problemer med finmotorikken (spisepindene).

Et bette printkontor under trappeopgangen. Overfor en ligeså stor biks - her med kylling, enten på spyd eller lår. 

Vi glædede os til at se vores børnehave og lejligheden især, da vi fandt vores toilet en kende ildelugtende. Vi skulle bare have vidst, hvad der ventede os...