Fire månedersdag med Kina og en kollegatur just overstået!

Vi har nu været i Chengdu i fire måneder, og vi har nu længe haft det sådan, at begivenhederne sker hurtigere end hvad vi når at berette på computeren – så det er godt, vi snart kommer hjem og fortæller!

Vi har haft besøg af Candras mor og Peder, der boede i Chengdu i en uge. Det var utrolig dejligt at få lov at føle sig som turistguider og føle, at vi efterhånden kender byen ret godt!

Vi drak te i tehuset ved floden, så pandaer, templer, markeder, det tibetanske område og en masse kineserbørn. Det var rart at blive bekræftet i det vi gør hver dag, underholder og underviser i nævnte rækkefølge 25-30 børn. Det kræver meget energi, hvorfor vi bedre kan forstå, hvorfor vi sommetider kan blive trætte!

Derudover blev vi forkælede på flere niveauer og det er jo altid rart :-) 

Netop som de var taget afsted skulle vi afsted på kollegatur. Vi havde efter flere omgange med spørgsmål ikke fundet ud af andet, end at turen var gratis og hvor den gik hen: bambusskov. Fredag eftermiddag fik vi endelig afgangstidspunktet at vide: 7.20 lørdag morgen.

Afsted kom vi, og vi blev mødt med The Vickys råb: "Zætra!!”. Så er vi ligesom i gang tænkte vi. I bussen fik vi to snackposer hver og beredte os på den to timer lange bustur. Efter fem timer var vi fremme……. Det var der ingen der sagde noget til, og vi accepterede at vi kunne skyde en hvid pil efter nogen form for tidsplan resten af turen.

Sammen med bambuskoven voksede selfiestængerne mirakuløst ud af lommerne på vores kære kolleger. Vi havde frygtet at føle os som luft på turen, da vi indtil videre ikke har haft et særligt tæt forhold til andre kolleger end Yoyo. De taler ikke engelsk og vi taler ikke engelsk. Men hvor blev vi alle bedste venner når vi sådan skulle posere med dem. Intet giver bedre credit end en selfie foran en bambusskov med en udlænding på – det skulle da lige være to!

Derudover var vores boven og number one headmaster (!!! Dette blev kraftigt pointeret til os, da vi begge havde en tendens til at tale om de fire headmasters (himmelråbende forkert!)) med på turen, og hun var rigtig god til at råbe ”Zætra” – og placere mig og eftertøffende Niels ved frokostbordet og ellers fortælle hvornår bussen ville med igen. Generelt blev Niels ikke velsignet med så meget opmærksomhed på turen, hvilket også sås da han var ved at lege med en xylofon i en gavebutik, da et forkælet kineserbarn kom hen og tog den ud af hånden på Niels, som forarget forlod stedet efterfølgende. Det forkælede barns bedstemor ville tage selfies med Niels og Candra indtil Niels blev skubbet væk, så Candra og bedstemor kunne lave endnu bedre poseringer!! En bedstemor blev til ti og selfieshowet gik over gevind. Det var først da en af bedstemødrene valgte at synge en sang til os lige op af i hovedet af os, at en af vores kolleger trak os væk.

Vi skulle så også på ”teambuilding”, hvor vi i grupper skulle ud og sejle i bambusbåde. Vi kom i gruppe med the one headmaster og et møgbarn (forklaring følger). Vi var omkring 10 i båden og Miss Ai placerede sig forrest lige ved en stolpe, så hun stort set ikke kun ro for stolpen – men hun kunne stensikkert kommandere, hvorfor hun blandt os fik tilnavnet Kaptajnen!

Møgbarnet havde selvfølgelig fået en vandpistol med på båden som han fornøjede sig med når han ikke sad og skreg.. Hans optur kom da han skræmte tre små ænder væk, som Miss Ai ellers havde beordret os om at sejle hen imod, så hun kunne få et foto!

Derudover ville møgbarnet bare gerne skyde på sine lærere i de andre både, hvilket resulterede i flere dræberblikke. Men før alt det her skete, havde vi roet i omkring 5 minutter, befandt os cirka 50 meter fra bredden, hvor kineserne simpelthen gav op.. Vi sad i samme side, og vi skulle hele tiden ro og så stoppe efter Miss Ais befalinger. Vi endte adskillige gange i sivene og måtte konstatere at der ikke er meget søfolk i kineserne.

De havde dog forsøgt sig med noget teamwork i cirka fem sekunder ved at sige: ”yi, er, yi” (en, to, en), og forsøge at ro i takt, men det sluttede ligeså hurtigt som det startede. Det er jo lidt småhårdt at ro.. :-)

Hele situationen indeholdt meget af det vi har mødt i Kina: forkælede børn, halvdovne kinesere, og en umættelig kærlighed for selfies, men også den tilbagelænede tilgang til tingene, hvor det er lige meget, om man kommer frem eller tilbage i en båd.

Kollegaturen viste sig at være en mægtig oplevelse! Naturen var fantastisk og noget af det smukkeste vi endnu har set i Kina, og derudover fik vi igen en fuldstændig autentisk oplevelse af kineserne og deres skønne kultur!

Vi har nu kun tre uger tilbage i vores dejlige Chengdu og ved vores skønne unger i Aimier Beite. Vi skal bruge de næste par uger med vores to hold kineservenner og ellers få afsluttet fem fede måneder. Herefter står den på knapt fire ugers rundrejse i Kina inden vi den 19. august vender hjem! 

Kun i Kina ..

Vi tilbringer i Kina en stor del af vores tid rigtigt tæt op af kineserne og deres til tider forunderlige kultur. Vi har tre-fire gode kineservenner bestående af Davis, Elvin, Francis og Heli, som er deres engelske navne (den yngre generation af kinesere har altså et kinesisk såvel som et engelsk navn). Vi har set deres universitet og deres dorm, hvor de bor så meget som fire mennesker i køjesenge med skriveborde under. Det var solidt sammenklemt, men også hvad man kan forvente på et universitet med 10.000 studerende, der alle bor der. Chengdu har for øvrigt et sted mellem 10 og 20 universiteter (som mange andre informationer i Kina er det svært at få et specifikt tal).

Derudover drikker vi øl og spiller bordfodbold med en række engelsktalende kinesere og udlændinge hver tirsdag til Couchsurfing-meeting, hvor vi også får et par spøjse samtaler med de der kinesere.

Blandt andet har vi erfaret følgende:

• ·      Kinesere er uhyre glade for selfies. Vi var på v-lounge (en luksusclub på toppen af en skyskraber i centrum) med en kineser, som vi ikke fik vekslet mange ord med, fordi hun var for optaget af sit eget udseende i kameraet. Derudover har vi ekstraundervisningen hver eftermiddag, hvor Yoyo er med som ”hjælpelærer”. Vi tager hende ofte i, at koncentrere sig mere om sin selfie end undervisningen. En dag kom vi ind på English office, for at se Yoyo dukke frem bag gardinet med ordene : ”ohh, I was just taking pictures with the flowers outside”. Altså ikke AF blomsterne men MED..
  
• ·      Kina er et kontrolsamfund. De elsker kontrol. Lige fra vagter i børnehaven, securitytjek ved metroen og portneren ved vores lejlighed som jo lukker omkring kl 23. Herefter må vi vække den sovende dame ved at kalde ”chiffu” (betydende noget i retning af mester) samt give hende et par yuan i hånden.
  
• ·      Vi var også en tur i udendørs pool, hvilket først krævede et pasfoto og derefter et bevis på at vi kunne svømme: test på 100 meters svømning og herefter 30 sekunders træde vande. Dette er selvfølgelig ikke nok i Kina, for der sad så meget som seks livreddere og vogtede over den 10-baners pool, der kun var tilladt adgang med svømmebevis. Men de skulle selvfølgelig også vogte, at vi ikke var så frække at lave hovedspring eller at dykke for længe ad gangen..
  
• ·      Lidt i tråd med ovenstående kontrol er kinesere eksperter i at kede sig. Børnene i børnehaven kan sidde stille op til to timer, de tre sygeplejerske har en halv time rush hour om morgenen og ellers sidder de troligt/går rundt med hostesaft og kinesisk medicin (der er ikke det, de ikke kan kurere i Kina), samt de mænd der står i en bås/platform med parasol og glor en ganske dag foran diverse vigtige bygninger og hoteller.
  
• ·      Kineserne (i hvert fald dem i Chengdu) kan for os godt virke til at være dovne og uentusiastiske i forhold til deres eget liv og drømme - men deres børn går de meget op i! Vi har talt med to, hvis forældre havde valgt deres universitetsuddannelse for dem, og derudover haft en snak med en af de tre headmasters ”The Vicky” (som Yoyo kalder hende). Vicky er vildt glad for Europa og Australien trods hun aldrig har været der, og ønsker at hendes søn (3 år) en skønne dag emigrerer til et af de to steder.
  
• ·      Hun er for øvrigt uddannet indenfor international handel men har aldrig arbejdet andre steder end Aimier Beite.