Det skete, at to berejste danskere torsdag aften bankede på vores dør. Niels' efterskoleven Laurits og hans ven Gustav hoppede fra flyet fra Nepal til Kina for at se dette skøre land. Niels havde sendt dem et billede af adressen dog uden nummer på lejligheden. De fandt os på magisk vis ved at spørge i gården efter "school", da de troede det var børnehaven de skulle hen til. Heldigvis vidste "portneren", hvor de to udlændinge boede - af en eller anden spooky grund...
Vi tog på en weekendtur til Leshan - her skulle vi se en kæmpe-Buddha - verdens største på 71 meter. Vi erfarede følgende:
- Man skal ikke tage bagindgangen ind til en seværdighed, det bliver billetten 50 % dyrere af.
- Vi skal ikke færdes uden vores weekendbarn Anne-Sofie, som taler et fremragende kinesisk. - Og så selvfølgelig fordi hun bidrager med godt humør osv.
- Kinerserne er røv-bange for regn. Det fik vi bekræftet på weekendturen, efter vi har set det samme i børnehaven. De dækker simpelthen deres flade, sorte manke med diverse: paraplyer, forlystelsesfoldere, aviser, indkøbsposer (et barn havde posen stukket helt ned til kraven på blusen (med andre ord: den kinesiske burka)) og sågar små hundelorteposer. De var yderst fascinerede over vores regntøj! De gik dog for vidt, da de bad Candra tage sin hætte på frakken over sit hår - det skal de sgu ikke bestemme!
- De er vilde med selfie-stænger og især, hvis de kan hive en vesterlænding med på billedet.
- Børnene glor og peger fuldstændig uhæmmet på os og skriger (på kinesisk): Udlænding!!
Vi havde om aftenen lejrbålsstemning på hostellet, hvor vi ikke kunne modstå tilbuddet om at blive menneskesmuglet op på bjerget Emei Shan til en billigere pris. Efter en forsikring på, at 99% ikke blev tjekket for billet på bjerget tænkte vi lets go with the flow.
Nogle gange skal man bare svømme imod strømmen, for 500 meter oppe af bjerget blev vi taget med bukserne nede. Med en translate app der venligt med bestemt udbrød: "show me your ticket", gik den ikke længere, så vi smuttede ned, undtagen Gustav og Laurits der jo ikke havde et job, der kaldte mandag morgen.
Vi er så småt kommet ind i en god rutine, hvad angår børnene. OG vi har fundet stamstedet nede på gaden, hvor der serveres lækker mad trods den dårligste Health Smiley (vi har endnu ikke set en grøn og glad én af slagsen).
Ps. Vi har LÆKKER varme efter to ugers frostklare åndedrag - dvs. vi har varmeanlæg, sommeren er endnu kun på vej. MEN, lykken er lunefuld, for Pucci har efterladt sig adskillige beviser på sin eksistens siden vores ankomst: Vi håber, Pucci er en mus, ikke en rotte.
PPS. Vores eneste film er Minions, hvorfor Pucci er opkaldt efter den mindste minion Bobs kælerotte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar