Kina viser no mercy når det kommer til lejlighed efter vestlig standard. 

Så den kære Jørgen fra Chinalink havde svoret og sværget, at vores badeværelse ville indeholde et vestligt træk-og-skyl toilet. Til trods for Anne-Sofies grinende kommentar om, at hun i hvert fald ikke var blevet beriget med denne luksus, var vi altså stadig (næsten) sikre på, at Jørgens ord ville holde skik. Men ak og ve, dette syn mødte vi da vi torsdag eftermiddag så vores lejlighed. (billede kommer, når wifi virker bedre)

Inden da havde vi mødt Yoyo ("like a yoyo-ball"), hun hentede os på hotellet og kørte os til børnehaven. Her mødte vi også Jerry, dog uden Tom. Disse er vores kollegaer, dog taler Yoyo engelsk, da hun jo har en Major i English Children Education. De hang ud på "the English office" et par timer og sagde direkte til os: "I'm just sitting here, because my boss tells me to". Det blev Niels og jeg hurtigt trætte af, og vi udnyttede tiden til at se stedet an. Vi har nu erfaret, at vi får maden udleveret gennem et lille vindue, og vi dertil skal medbringe egne skåle og spisepinde - dermed ingen kantine, som er lidt en skuffelse. 

Vi blev lettere frustrerede da vi mødte vores bo-ven, Miss Ai, som kender tre engelske gloser og som vi skal dele nøgle til lejligheden med - indtil videre. Miss Ai er vores kollega, og hun bor kun i lejligheden i ugedagene, da hun har en familie et andet sted i Chengdu. 

 Udover nøglen og toilettet virkede varmeanlægget heller ikke, derfor har vi de sidste par nætter sovet i, hvad vi føler som, 8 grader. Sengens blødhedsniveau har resulteret i blå og gule mærker og en ny morgenstrækningstradition: vi sover (nærmest) på et bræt.

Ydermere, var stedet mildt sagt k-l-a-m-t. Der lå årgammelt støvlag, der var sortere end den mørkeste sjæl på jorden og mere ucharmerende end kinesisk spyttekultur. 

Men som de to handlekraftige individer vi er, fik vi fredag eftermiddag indkøbt gulvmoppe, sæbe og klude. Dette skete efter et grundigt tjek på Sichuan Chengdu International Travel Health Care Center, hvor vi gudskelov havde vores tolk, i form af Yoyo, med. 

Det skal siges, at det først er i dag, søndag, efter kontakt til Jørgen og Leo - som vil hjælpe med varme og nøgle - at vi kan se muntert på situationen. Vi var glade for at vi havde hinanden, og følte os begge meget pressede over vores boligsituation, som vi i fem måneder skal kalde vores hjem. 

Weekenden blev herudover brugt på at inspicere området yderligere. Vi har været på jagt efter brød fra en varmluftsovn (frem for dampet) samt havregryn. Begge fandt vi på lykkeligvis og oven i købet et supermarked med vestlige sager (Carre Four). Brødet er dog s-ø-d-t. Derudover investerede i en tandpastaholder, for at fuldende vores "føl-dig-hjemme-projekt.". 

Yderligere observationer: 

• Udover i lejligheden, er der andre steder hygiejnen vakler lidt. Råt kød i 15 grader i skyggen lige over den friske frugt er helt ok. Grønthandleren er åbenbart også autodidakt slagter..
• Vinkekulturen er for sindsyg. De kan ikke tale engelsk men de kan altid vinke og sige "helllooooo". 
• Man slår bare sit barn med en lilleee-bitte pind/kvist, hvis det er så frækt at gøre bukserne beskidte eller begynde at græde. Dette oplevede vi i de såkaldte "Emergency-center" - en dårlig oversættelse af en park/rekreationsområde. 
• I disse parker, ser man gerne et par maskiner til at holde kroppen fit. Dette klares i al slags påklædning.

I morgen har vi første arbejdsdag. Vi brugte eftermiddagen på at forberede os på den kommende uge. Kineserbørn er for søde, og vi glæder os rigtig meget!