Et visuelt view ind i Kina

1 stk. forfrossen dansker under dynen i en iskold lejlighed.

1 stk mere. Huen og "flybrillerne" hjalp lidt, så vi undgik de værste øresmerter 

Kina er det land med flest "Fitness Worlds" i verden. De popper op i hver en park, hvor der er rig mulighed for at træne core, cardio mm. - i al slags tøj. Og fodtøj. Damen her havde tralvt med at "rulle pizzadej" i et par solide hæle.... 

Candra er klar til at give den hele armen som rengøringsspecialist i vores lejlighed!

Vi brugte en hel fredag eftermiddag + aften på at gøre lejligheden tålelig...

Vores mindre flatterende toilet. Billedet er taget efter rengøring, der bl.a. indebar skoldning af gulvet 4-5 gange. Vi var meget pressede over synet i starten, men har nu vænnet os lidt til det. Set fra den lyse side: Vi får trænet balder, læg og lår. 

Så er der "runddans"!
De ældre kinesiske damer ynder at joine hinanden i parken til en episk dance-off.
 Kort sagt: De starter med at være 2, der går rundt i en cirkel og laver "gymnastik" til musikken. Når de er færdige, er de 10-20 stykker. Dansen på dette billede var dog med deltagelse af op mod 50-60 personer.. 

En weekend ved Tianfu square. Vi har ofte været ude for at blive fotograferet af kineserne som et eksotisk indslag. Men denne skønne dame måtte VI bare have et billede med. Hun sang en lille sang for os, der lød nogenlunde således: "I love you. I love my family" Hun fulgte herefter syngende efter os i et godt stykke tid..
I baggrunden, øverst t.h. ses "formanden", der som en manden Messias lyser velsignelsen over folket på pladsen og den tilstødende "Peoples Road  

På tur med Chengdu Panda Hash (En af de mange Hash House Harriers - klubber i verden)
Sloganet lyder: "A drinking club with a running problem". Humoren var fantastisk uhøjtidelig, og vi fik mange grin! På billedet blev 5 løbere straffet for at løbe forkert. Straffen var lige så mild, som den var sjov: De skulle drikke et krus øl med armen i et afløbsrør!
I baggrunden (med den grønne vest) ses vores vej ind i gruppen: Wasebe, som vi mødte i tennisklubben.  

Candra og Niels foran "The Giant Buddha" i Lê Shan.
Den er hugget ind mellem klipperne og skuer udover sammenløbet at to større floder.  

Niels, Laurits, Anne-Sofie og Gustav (Candra bag kameraet) i sengen på hostellet i Banguo, tæt på bjerget Emei Shan. Drengene havde i Nepal lært et meget underholdende kortspil, kaldet Dumbla, at kende. Dette har vi siden hygget os meget med. 

Søndag aften på stamstedet. På billedet ses en omgang "Gong Bao Jiding" - Gris a' la Gong Bao.

Hertil en omgang  Mián - nudelsuppe. Lækkert!

Tre nye bofæller + et weekendbarn

Det skete, at to berejste danskere torsdag aften bankede på vores dør. Niels' efterskoleven Laurits og hans ven Gustav hoppede fra flyet fra Nepal til Kina for at se dette skøre land. Niels havde sendt dem et billede af adressen dog uden nummer på lejligheden. De fandt os på magisk vis ved at spørge i gården efter "school", da de troede det var børnehaven de skulle hen til. Heldigvis vidste "portneren", hvor de to udlændinge boede - af en eller anden spooky grund... 

Vi tog på en weekendtur til Leshan - her skulle vi se en kæmpe-Buddha  - verdens største på 71 meter. Vi erfarede følgende: 

• Man skal ikke tage bagindgangen ind til en seværdighed, det bliver billetten 50 % dyrere af. 
• Vi skal ikke færdes uden vores weekendbarn Anne-Sofie, som taler et fremragende kinesisk. - Og så selvfølgelig fordi hun bidrager med godt humør osv. 
• Kinerserne er røv-bange for regn. Det fik vi bekræftet på weekendturen, efter vi har set det samme i børnehaven. De dækker simpelthen deres flade, sorte manke med diverse: paraplyer, forlystelsesfoldere, aviser, indkøbsposer (et barn havde posen stukket helt ned til kraven på blusen (med andre ord: den kinesiske burka)) og sågar små hundelorteposer. De var yderst fascinerede over vores regntøj! De gik dog for vidt, da de bad Candra tage sin hætte på frakken over sit hår - det skal de sgu ikke bestemme! 
• De er vilde med selfie-stænger og især, hvis de kan hive en vesterlænding med på billedet. 
• Børnene glor og peger fuldstændig uhæmmet på os og skriger (på kinesisk): Udlænding!!

Vi havde om aftenen lejrbålsstemning på hostellet, hvor vi ikke kunne modstå tilbuddet om at blive menneskesmuglet op på bjerget Emei Shan til en billigere pris. Efter en forsikring på, at 99% ikke blev tjekket for billet på bjerget tænkte vi lets go with the flow. 

Nogle gange skal man bare svømme imod strømmen, for 500 meter oppe af bjerget blev vi taget med bukserne nede. Med en translate app der venligt med bestemt udbrød: "show me your ticket", gik den ikke længere, så vi smuttede ned, undtagen Gustav og Laurits der jo ikke havde et job, der kaldte mandag morgen. 

Vi er så småt kommet ind i en god rutine, hvad angår børnene. OG vi har fundet stamstedet nede på gaden, hvor der serveres lækker mad trods den dårligste Health Smiley (vi har endnu ikke set en grøn og glad én af slagsen). 

Ps. Vi har LÆKKER varme efter to ugers frostklare åndedrag - dvs. vi har varmeanlæg, sommeren er endnu kun på vej. MEN, lykken er lunefuld, for Pucci har efterladt sig adskillige beviser på sin eksistens siden vores ankomst: Vi håber, Pucci er en mus, ikke en rotte. 

PPS. Vores eneste film er Minions, hvorfor Pucci er opkaldt efter den mindste minion Bobs kælerotte. 

Long time, no see - Kina tager al vores opmærksomhed (og wifi, varme, elektricitet etc. etc. )

To uger er nu gået siden sidste blogindlæg, og meget vand er løbet under broen her i Chengdu, Sichuan, Kina.  Candra og jeg har været tralvt beskæftiget med arbejde og "friend-making", hvilket har resulteret i meget lidt lyd fra os. Det hører dog med til historien, at Wi-Fi -guderne ikke har tilgodeset os i dette tidsrum. Derfor følger nu en længere opdatering af de sidste 2 ugers oplevelser:

Som skrevet tidligere skulle vi mandag d. 29/2 starte i vores nye virke som English teachers i Aimier Beite Kindergarten. Vi havde derfor forberedt os en del dagen inden og så med spænding frem til første rigtige møde med børnene.  Desværre endte dagen med at blive et antiklimaks uden lige:
Vor kære "English teacher" kollega, Yoyo meddelte os "today, there is no children".. Lidt ærgerligt, når vi nu var mødt så spændte op. Hvad vi til gengæld fik, var følgende:

- En "demo-class" for Yoyo
- Ventetid på det iskolde English office fra 8-16.40. Kineserne SKAL åbenbart blive på jobbet, selvom der tilsyneladende intet er at tage sig til. F.eks. har Yoyo kun undervisning om formiddagen, men af en eller anden uvis grund sidder hun på sin stol hele eftermiddagen til 17.40. Hun bruger tiden på læsning og Mandala-tegninger.


Resten af ugen forløb med undervisning af de skønne, kærlighedshungrende kineserbørn.
Vi skal vænne os til, at vi hver morgen skal sige godmorgen til børn, forældre og bedsteforældre ved skolens indgang. Første skoledag var i selskab med 20 andre lærere, der stod i en lang række efter Candra og jeg. Alle blev budt velkommen med et rungende "sa shang hao"  ( sådan lyder det)

Hver fredag er der dance-off med engelsklærerne på scenen. Børnene står på snorlige rækker (indskolingen i Danmark blegner ved siden af den kinesiske disciplin). Yoyo hev os med op på scenen, hvor vi sang og dansede 5 fuldstændig ukendte børnesange; gudskelov på engelsk.

I vores fritid har vi fremskaffet os et par badminton ketsjere, så vi sammen med resten af den kinsesiske befolkning kan hænge ud i parken. På vores tur mod parken kom vi ud på en længere omvej, der ledte os hen til en tennisklub, hvor vi tilfældigvis mødte den engelsktalende kineser, Wasebe. Han inviterede os med på en hiking tur i skovene udenfor chengdu sammen med "Chengdu Panda Hash" , en afdeling af den verdensomspændende jogging-klub "Hash House Harriers".
 Vi meldte os straks til og fortrød ikke: På turen mødte vi en afslappet og uhøjtidelig stemning ( Sloganet lyder: A drinking club with a running problem") samt en masse spændende mennesker fra store dele af verden. En af disse er den danske forfatter, 75 årige Sven Burmester (der blandt andet skriver klummer i Kristeligt Dagblad"). Sven fortalte en masse om sit spændende virke, og vi ser frem til tempelvandring i Chengdu med ham i slutningen af marts!

Dagen inden (lørdag 5/3) havde vi brugt i centrum af Chengdu sammen med Anne-Sofie og en gut ved navn Paley.  Niels' søster Clara havde mødt Paley gennem couch-surfing, da hun rejste rundt i Kina, og han tilbød at vise os rundt i det pulserende "mitte".

Vi var derfor meget glade, da weekenden lakkede mod enden søndag aften: Vi havde fået en masse oplevelser og var blevet klogere på byen og dens opbygning, men vigtigst af alt, vi havde fået nye bekendtskaber, der måske ligefrem kan blive til venner.

 Mere følger snarligt..    

Kina viser no mercy når det kommer til lejlighed efter vestlig standard. 

Så den kære Jørgen fra Chinalink havde svoret og sværget, at vores badeværelse ville indeholde et vestligt træk-og-skyl toilet. Til trods for Anne-Sofies grinende kommentar om, at hun i hvert fald ikke var blevet beriget med denne luksus, var vi altså stadig (næsten) sikre på, at Jørgens ord ville holde skik. Men ak og ve, dette syn mødte vi da vi torsdag eftermiddag så vores lejlighed. (billede kommer, når wifi virker bedre)

Inden da havde vi mødt Yoyo ("like a yoyo-ball"), hun hentede os på hotellet og kørte os til børnehaven. Her mødte vi også Jerry, dog uden Tom. Disse er vores kollegaer, dog taler Yoyo engelsk, da hun jo har en Major i English Children Education. De hang ud på "the English office" et par timer og sagde direkte til os: "I'm just sitting here, because my boss tells me to". Det blev Niels og jeg hurtigt trætte af, og vi udnyttede tiden til at se stedet an. Vi har nu erfaret, at vi får maden udleveret gennem et lille vindue, og vi dertil skal medbringe egne skåle og spisepinde - dermed ingen kantine, som er lidt en skuffelse. 

Vi blev lettere frustrerede da vi mødte vores bo-ven, Miss Ai, som kender tre engelske gloser og som vi skal dele nøgle til lejligheden med - indtil videre. Miss Ai er vores kollega, og hun bor kun i lejligheden i ugedagene, da hun har en familie et andet sted i Chengdu. 

 Udover nøglen og toilettet virkede varmeanlægget heller ikke, derfor har vi de sidste par nætter sovet i, hvad vi føler som, 8 grader. Sengens blødhedsniveau har resulteret i blå og gule mærker og en ny morgenstrækningstradition: vi sover (nærmest) på et bræt.

Ydermere, var stedet mildt sagt k-l-a-m-t. Der lå årgammelt støvlag, der var sortere end den mørkeste sjæl på jorden og mere ucharmerende end kinesisk spyttekultur. 

Men som de to handlekraftige individer vi er, fik vi fredag eftermiddag indkøbt gulvmoppe, sæbe og klude. Dette skete efter et grundigt tjek på Sichuan Chengdu International Travel Health Care Center, hvor vi gudskelov havde vores tolk, i form af Yoyo, med. 

Det skal siges, at det først er i dag, søndag, efter kontakt til Jørgen og Leo - som vil hjælpe med varme og nøgle - at vi kan se muntert på situationen. Vi var glade for at vi havde hinanden, og følte os begge meget pressede over vores boligsituation, som vi i fem måneder skal kalde vores hjem. 

Weekenden blev herudover brugt på at inspicere området yderligere. Vi har været på jagt efter brød fra en varmluftsovn (frem for dampet) samt havregryn. Begge fandt vi på lykkeligvis og oven i købet et supermarked med vestlige sager (Carre Four). Brødet er dog s-ø-d-t. Derudover investerede i en tandpastaholder, for at fuldende vores "føl-dig-hjemme-projekt.". 

Yderligere observationer: 

• Udover i lejligheden, er der andre steder hygiejnen vakler lidt. Råt kød i 15 grader i skyggen lige over den friske frugt er helt ok. Grønthandleren er åbenbart også autodidakt slagter..
• Vinkekulturen er for sindsyg. De kan ikke tale engelsk men de kan altid vinke og sige "helllooooo". 
• Man slår bare sit barn med en lilleee-bitte pind/kvist, hvis det er så frækt at gøre bukserne beskidte eller begynde at græde. Dette oplevede vi i de såkaldte "Emergency-center" - en dårlig oversættelse af en park/rekreationsområde. 
• I disse parker, ser man gerne et par maskiner til at holde kroppen fit. Dette klares i al slags påklædning.

I morgen har vi første arbejdsdag. Vi brugte eftermiddagen på at forberede os på den kommende uge. Kineserbørn er for søde, og vi glæder os rigtig meget!

Hej til Kina

Kina har no mercy når det kommer til nyankomne blegansigter med jetlag

Vores forventninger til vores heltemodtagelse i lufthavnen i Chengdu, Sichuan, Kina (havde vi forresten lang tid til at tænke over, da vi ventede i flyet i 40 min. efter landing): 

Leo (vores kinesiske kontaktperson) kommer og henter os. Så skal vi se lejligheden og måske gå en lille tur i byen og endeligt skal vi have en solid velkomstmiddag. I aften vil vi ligge i sengen i lejligheden og smile: da vil vi have pakket ud og være glade for at være landet.  

Vores ubarmhjertige virkelighed: 

Leo kom ikke lige og hentede os. Det gjorde to kinesere. Den ene kineser satte straks i løb - han skulle hente Lina, der var landet fra USA. 

Vi blev fragtet til Sichuan Normal University, hvor Anne-Sofie (vores eneste danske ven) ventede. Vi fik taget et pasfoto i et kælderrum og kom på politistationen med nogle papirer omhandlende opholdstilladelse. Vi skulle forresten lige pludselig bo på et hotel indtil torsdag. 

Vores velkomstmiddag:

Blev delt mellem otte kinesere, Lina og Anne-Sofie og os. Det foregik i et "private room", hvor maden blev serveret på en roterende glasplade - og så rækker man ellers bare til. På vejen havde vi lige spottet to levende kaniner i et bur i køkkenet, så vi var super spændte! Midddagen startede med boghvedete og en skoldhed klud til at varme hænderne, så jakkerne blev så småt smit. Leo roste os for vores udadvendthed (vores højlydte grin - så vi hyggede os). Maden bestod af en masse småretter og til (især) Candras lettelse ingen kanin. 

Jo flere øl, jo flere ting (og jo flere gange) blev der skålet. 

Efter maden spillede vi et spil kaldet, 007, Mona Lisa, Johnny Depp (et reaktionsspil) som vakte stor grin og begejstring. De danske drukspil har fået en konkurrent. 

Vores første to dage på hotellet i Campus i Chengdu bød blandt andet på disse oplevelser: 

• Kinesere er grinende og smilende - også selvom ingen forstår et brik af, hvad hinanden siger
• Engelskniveauet er meget lavt (en universitetsstuderende med en major i engelsk har et sprogligt niveau svarende til en gennemsnitlig dansk 9.klasses elev)
• Vi oplever tit, at vores spørgsmål besvares med et nyt spørgsmål fra deres side - ofte om noget fuldstændig andet 
• Det er fuldstændig normalt at gå med jakke indenfor, hvilket er forståeligt, for der er hundekoldt både inde og ude - til trods for udetemperaturen står døre og vinduer pivåbne. 
• Det er helt normalt at blive dyttet af når man står og snakker, fordi en scooter, hvorpå en kineser med smogmaske og kæmpe grydelapper som handsker, lige skal igennem hotelreceptionen - altså inde fra værelserne af. 
• Man kan sagtens udnytte hulrummet under en trappe til en lille print/fotobod. 
• Udseende frem for sikkerhed: Hellere polstre bilen i smukt plys frem for at kunne bruge selen
• Shiiit de har KÆMPE biler!
• Shit de smasker.. 
• Kineserne har aldrig travlt når de er på gåben - vi har endnu ikke set en eneste kineser trampe hastigt afsted på gaden, men når det kommer til spisning, så har de bare ikke to sekunder mere: det bedste/værste er, når de sætter underlæben på skålen og ellers bare skovler ind (med dertilhørende veludførte smaskelyde).
• Det er enormt effektiv at rengøre badeværelser ved at spule det med vand fra gulv til loft. 
• Kvinder drikker ikke så gerne - det er uværdigt at vise sig fuld som kvinde, og generelt bliver "nej tak" til alkohol bedre accepteret blandt kineserne end i DK. 
• Vores briefing-kultur ligger langt fra kineserne: de bryder sig ikke om at planlægge længe ud i fremtiden - og det der med information til to nyankomne er underordnet, det kommer hen af vejen.. 

Om onsdagen fik vi et lille lynkursus i børneaktiviter samt i mandarin. Det var udfordrende. Læringsmetoden var ikke den mest pædagogiske, og der blev gentaget en del: "you just learned it!" - en kritik af, at vi ikke kunne huske de kinesiske gloser, når diaset pludselig blev lukket ned foran os. Men hellere lidt end ingenting. 
På hotellet var der i øvrigt en flok britere, som gik og ventede på, at de skulle ud til deres børnehaver/skoler ligesom os. 

Under opholdet på hotellet spiste vi i universitetskantinen. Selv et stykke sauteret broccoli smager helt anderledes på den anden side af jorden. Derudover havde Candra problemer med finmotorikken (spisepindene).

Et bette printkontor under trappeopgangen. Overfor en ligeså stor biks - her med kylling, enten på spyd eller lår. 

Vi glædede os til at se vores børnehave og lejligheden især, da vi fandt vores toilet en kende ildelugtende. Vi skulle bare have vidst, hvad der ventede os...