Puha, som tiden dog flyver, nu har vi været i Kina i tre
måneder!
Nogle dage føles det som om, at tiden er gået uhyre stærkt,
mens andre dage synes at være de længste.
De længste dage er de, hvor man føler sig lidt træt i hovedet
over at skulle balancere gennem grønhakkere og hundelorte på vej til børnehave.
Og hvor en kineser hverken skal sige buh eller bøh før de går én liidt på
nerverne.
Men der er selvfølgelig bare altid de der kinesere, der
forstår at få et smil på vores læber:
Stamstedet, hvor vi troligt spiser hver
weekend på trods af den dårlige health-smiley og hygiejne, hilser konsekvent på
os hver gang vi går forbi (de der 4-5 gange dagligt). En dag i weekenden kom de
endog løbende med en paraply, fordi vi havde vovet os ud i regnen ”kun” i
regntøj.
På vej gennem det store trafikknudepunkt er der en form for bro,
vi hver dag går under. Her holder ”daglejerne” til. De sidder/ligger på deres
scootere hele dagen, med en malerpensel og en boremaskine fastknyttet til
scooteren og venter på et kald. Den lange ventetid fordrives med kortspil i en
cirkel af squatstillinger eller en lur liggende på scotteren. De hilser: glor
venligt efter os.
En anden lystig humørspreder er den kære vagt, der dag ud og
dag ind holder styr på aktiviteterne og holder kidnapningerne og
vandaliseringerne på et minimum i Aimier Beite.
En tredje er den søde, lillleee-bitteee rengøringsdame, der
simpelthen er ansat ligeså længe som børnehaven har åbent (7.30-18). Hun er den
eneste af de fire (!!!) rengøringsdamer vi er blevet venner med. Vores venskab
ligger i, at hun hver morgen midt i vores risvælling tørrer listen på døren ind
til spiselokalet af. Der må simpelthen ikke være et støvkorn på nogen lister i
Aimier Beite!
Ting der gør tiden i Kina lidt lang ind imellem er mange
ting, men den klare 1. plads går til kinesernes kø-kultur! Man står først i kø,
når man står helt oppe i nakken på den foranstående, ellers er det tilladt at
overhale/mose sig ind.
Når man skal med bussen er en busbillet ingen garanti for at
få et sæde ifølge kinesisk mentalitet. Så de møver sig ind gennem døren selvom
vi kun er ti mennesker, og det er åbenlyst at der helt sikkert er plads til
alle.
Endnu værre er det at stå i kø til toilettet, hvor der heller ikke er døre, så de står i bogstaveligste forstand og ånder én i nakken mens man forsøger at forrette sin nødtørft.
Det hænder, at selv hvis der er en dør med lås, så lader de
enten være med at låse døren, eller de lader simpelthen være med at lukke døren
efter sig.
Men heldigvis har vi lært om os selv, at vi er yderst
omstillingsparate, og vi kan tage det meste med et grin. Det gør, at vi har
masser dejlige dage i det spændende Kina!
Lige nu ser vi frem til at lære at lave kinesisk mad af vores
nye boven (så vi bor nu med to kinesere), og vi glæder os til Childrens day,
hvor børnehaven skal vise sin stærkeste side frem! Mere følger…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar